Billedet er fra Kolonihaveforbundets årsmøde i Rigsdagen i 1919. Jørgen Berthelsen (forrest i midten) står foran Christiansborg sammen med resten af årsmødedeltagerne

Fra enevældens fattighaver til organiserede haveforeninger

Danskerne har dyrket småhaver siden middelalderen. I slutningen af 1500-tallet lå der haver uden for Københavns volde. Områderne måtte ikke bebygges, fordi der skulle være frit skudfelt fra volden. I 1821-28 anlagde enevælden fattighaver kaldet ”hauge-kolonier” flere steder i landet. Fattighaverne var administreret af enevælden og havde både det formål at supplere kosten hos mindre bemidlede, men var også en (opdragende) fritidssyssel, der skulle afholde familiefædrene fra at gå på kro. Havekolonien Hjelm i Aabenraa, der blev fredet i 1979, kan føre sin historie tilbage til disse haver.

Jørgen Berthelsens haveforening sparkede kolonihavebevægelsen i gang

Kolonihavebevægelsen har stærk tilknytning til arbejderbevægelsens foreningsdannelse. Under industrialiseringen voksede byerne, og i kraft af den massive befolkningstilvækst boede arbejderne og deres familier i små, mørke og usunde lejligheder. Kolonihaverne blev en kompensation for dårlige bolig-, såvel som arbejdsforhold.

   
Kolonihaveforbundets arkiv. Ukendt by og årstal.

Alligevel skal vi helt frem til 1884, før der er nogen, der tager initiativ til at organisere og udleje havelodder på selvstændige kontrakter med det enkelte medlem.

Initiativet kom fra Jørgen Berthelsen (1851-1922), der i 1884 lejede et stykke jord af Aalborg Kommune og udstykkede 85 haver på ca. 400 m2. Haverne blev udlejet til 14 kr. om året, hvilket svarede til en arbejders ugeløn. Beløbet dækkede jordlejen, udgifter til udsmykning og stier m.m., så hverken J. Berthelsen eller andre tjente på det. Foreningen lå nær byen ved Østerå, som haveforeningens medlemmer kunne hente vand fra, når de skulle vande deres haver. J. Berthelsens haveforening blev, som den første, demokratisk styret med en valgt bestyrelse. Denne type organisering blev grundlaget for hele kolonihavebevægelsen, som fik vind i sejlene i de kommende år.

I 1891 fulgte København trop med sin første haveforening kaldet ”Arbejdernes Værn”. Her kunne arbejderfamilierne nyde lys og luft samt dyrke afgrøder til den daglige husholdning. I 1892 blev haveforeningen Vennelyst oprettet ved Christianshavns Vold. I dag er det Københavns ældste haveforening og en stor attraktion for turister.

Derefter begyndte flere og flere arbejdere og funktionærer at leje jord, danne foreninger og anlægge havekolonier. De fleste haveforeninger blev anlagt på kommunens eller statens dårligste jord såsom tidligere lossepladser.

I 1907 tog den københavnske haveforening, Venneminde, initiativ til at lave en sammenslutning af byens mange haveforeninger. Sammenslutningen skulle gøre det lettere at styre oprettelsen og udlejningen af byens haver. Den 11. maj 1908 blev ”Kolonihavelejerforeningens forbund” stiftet. I forbindelse med, at forbundet ville udvide til at være landsdækkende, kontaktede de Jørgen Berthelsen, som samtidig med udvidelsen blev præsident for ”Kolonihaveforbundet for Danmark” i 1916.

2001 – Kolonihaveloven redder mange, danske haveforeninger

Indtil 2001 kunne kommuner eller stat opsige haveforeningernes lejemål, når de skulle bruge området til noget andet. Mange haveforeninger er på den måde blevet opløst. Det var Svend Auken og Kolonihaveforbundet, der i 2001 stillede lovforslag om at gøre kolonihaverne varige. Heldigvis blev loven vedtaget. Nu kan kommunerne opsige deres lejemål efter 20-96 år (alt efter aftale) og samtidig stille anden jord til rådighed for haveforeningerne. Dette har sikret den danske kolonihavekultur fra at forsvinde.